Her er nogle anmeldelser fra 2011-13:

Man kan hurtigt vove sig ud i alt muligt voveligt, når man begiver sig ud i at reflektere over kvindelige instrumentalisters manglende repræsentation på den aktive jazzscene. For en snes år siden så det ellers ud som om, der skete et gennembrud for ligestillingen, idet en halv snes kvindelige musikere i løbet af en relativt kort periode dukkede op for – overbevisende – at spille på lige fod med mændene. I den flok fandt man tenorsaxofonisten Christina Nielsen, som i dag bærer efternavnet Dahl.

Det er hun ikke blevet ringere af, og i hvert fald har hun netop modtaget årets Bent Jædig Pris. På sin nyudgivelse omgiver hun sig med bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Morten Lund og byder på en række relativt nuancerede egenkompositioner. Her er en del relationer til jazzens standardmelodier, om end ikke med helt samme melodiske essens. I sit spil samler Christina Dahl trådene fra en lang række af jazzhistoriens store tenorsaxofonister – i et yderst autoritativt, fabulerende og personligt sprog, og skulle man pege på et regulært sidestykke, må det være hendes lidt oversete amerikanske instrumentkollega, Bennie Wallace. Trio-formen kan selvfølgelig føre til lidt monotoni, som dog kontinuerligt brydes af de tre musikeres fornemme præstationer.

Politiken, juli 2013 (Jazzfestivalen): Kunstner: Sophisticated Ladies. Sted: Drop Inn.

‘Music is a gorgeous bitch!’

Typisk dunkel stemning af barjazz var der derimod i Drop Inn. De standhaftige damer, Sophisticated Ladies, er et af de mest fasttømrede bands i dansk jazz, dannet tilbage i 1987 og stadig ved muffen: pianist Marie Louise Schmidt, trommeslager Benita Haastrup og bassist Helle Marstrand.

Og som Ellington engang har sagt: »Music is a gorgeous bitch!«. Kvartettens nytilkomne solistiske es er den lange, myndeagtige Christina Dahl, hvis magtfulde saxofonspil og robust syngende tone kan tynge mangen en mandlig instrumentkollega i knæ.

Og repertoiret var naturligvis primært Ellington som på gruppens seneste cd. Stadig dybt originalt materiale som afsæt for gruppens elegante spil. Allerede i den indledende ‘African Flower’ var Dahls solo som en vild markblomst lige til at sætte i brystlommen.

Og et andet moment at bære med videre: den sjældent hørte ‘The Shephard (Who Whatches over the Night Flock)’ fra Ellingtons 2. ’Sacred Concert’, indledt med en intens modal indgangsbøn a la Coltrane.

Anmeldelse af koncert i Halsnæs Bryghus 4/10 2013:

Udkant eller vandkant

Steffen Lunn med frue besøgte bryghuset 4. oktober, hvor vi havde jazz i kalenderen. Tak til Steffen, for denne fine anmeldelse af aftenen og musikken, som også blev bragt i lokalavisen sidste uge. “Kald det udkant eller vandkant – det spiller ingen rolle, når man en blæsende og regnfuld fredag aften d. 4. oktober kan træde ind til ren newyorker stemning på Halsnæs Bryghus.

I det hvide, højloftede rum spillede Christina Dahl med en trio. Christina Dahl er en af dansk jazz’ bedste tenorsaxofonister med en forunderlig blød og varm tone og hun stillede op sammen med Kjeld Lauritsen, som formentlig er Danmarks eneste professionelle jazzmusiker på ægte Hammondorgel (fra 1957). Med Espen Laub von Lilienskjold på trommer gav de to sæt med en blanding af egne kompositioner og numre fra standardrepertoiret. Umiddelbart kan det måske virke som en sær instrumentering, men Kjeld Lauritsen håndterer Hammondorglet med dynamik, så det på samme tid lægger en solid bas og nogle flotte klangflader i smuk match med saxofonens mere bevægelige tone.

Et meget lydhørt og anerkendende publikum bidrog til oplevelsen intensitet, og vi glædede os (endnu en gang) over, at vi ikke behøver at forlade Hundested for at få kulturelle stjernestunder. Der var ikke fuldt hus til koncerten, og det kan man kun beklage for de fraværende.

Vi andre havde et møde med Christina Dahl, som fuldt ud levede op til ekstranummerets titel, ”Sophisticated lady”.

Anmeldelse af koncert i Templet, fra avisen Det Grønne Område:

Fire Store Stjerner til ‘Ladies Night i Templet

…Den blev fulgt op af aftenens højdepunkt med Christina Dahl i glansnummeret, Sophisticated Lady.

Her fik vi endelig lejlighed til at høre, hvordan hun er i stand til at vride saxofonens udtryk, så man i den ene ende får det lyriske sarte frem, og i den anden ende den lidende smerte – akkurat som livet selv. Marie-Louise Schmidt fulgte op med en præcis og indfølt solo på klaveret.

Efter det nummer var man forløst og kunne konstatere, at aftenen havde de rette ingredienser til en rigtig jazz stew. Solister med stor karisma, musikalske lækkerier, et godt publikum og et stænk af blues. Dog savnede denne anmelder lige, at der blev tilsat lidt vildskab og lidt mere Dahl, for at få den perfekte ret frem – derfor den sidste stjerne kun i parentes. Aftenen sluttede med en kort og rå udgave af Amazing Grace, og så er alt jo tilgivet.

ophisticated Ladies har nu eksisteret i 25 år, og de tre musikere – pianisten Marie Louise Schmidt, bassisten Helle Marstrand og trommeslageren Benita Haastrup – spiller både individuelt og som ensemble aldeles fremragende. I de senere år er de som oftest blevet suppleret af tenorsaxofonisten Christina Dahl, med hvem de på en nyudsendt CD drager ud på en spirituel rejse, altså et strejftog gennem værker af religiøst tilsnit

Det er velgennemtænkt og velgennemført, og selv om gejsten måske ikke uophørligt bliver holdt oppe, så er der tale om en rigtig god rejse, som blandt andet i Helle Marstrands fine arrangement af »Kirken den er et gammelt hus« byder på excellent farvelægning og energi, naturlig fremdrift og et fornemt klaverspil. Det samme kan man nyde i »Amazing Grace«, som bevæger sig støt fremadskridende, alt imens Christina Dahl langsomt sniger sig ind med et enestående emotionelt spil. Det står også stærkt og bevægende i værker som Abdullah Ibrahims »The Wedding« og Carla Bleys »The Lord Is Listening To Ya, Hallelujah«, ligesom man fornemmer ægte åndemaneri i Albert Ayler-klassikeren »Holy Family«.

Anmeldelse af cd’en Now Is Now fra jazzwwekly.com, 2011:

“Tenor saxophonist Christina Dahl hasn’t put out a record in about 4 years, so don’t feel bad if you haven’t heard of her. And talking about hitting the ground running, her latest release has her with the daunting task of performing with a trio, which usually leaves no room to hide. Here, with Morten Lund/dr and Jesper Lundgaard/b, she knuckles down with her own material and delivers some impressive post bop material. Her tone is rough and edgy, and she uses it well on the mournful “While The Summer Twinkle” and a harmonized a capella twinkle “Colours Of My Inner Forrest”. The band is able to nimbly swing, as on the boppish “Forever” and the dainty “Tarzan Swing”. Lundgaard’s bowed bass fills the ears on “Forever” while he and Lund never trip over each other during the obstacle course of “Lovely Angel”. Welcome back, stranger!”