Så fyldte jeg 50 år!
Det var en dejlig dag og i samme anledning var der fødselsdagsportrætter i aviserne:
Fødselsdagsportræt i Politiken 20/5 2015
Tenorsaxofon med masser af groove
50 I DAG. Der verserer i disse år en debat, hvis omdrejningspunkt er, at der er alt for få kvindelige jazzmusikere i Danmark. Og det er selvfølgelig ærgerligt og for galt. Men så er det altså heller ikke værre.
Her til lands kan vi glæde os over et eksklusivt kontingent af virkelig gode kvindelige jazzmusikere, hvoraf tenorsaxofonisten Christina Dahl er en fremtrædende af slagsen. Og det har hun været længe.
Hun fik tidligt interesse for musik. 6 år gammel begyndte hun at gå til rytmik, og siden fortsatte hun med klarinetundervisning på Ballerup Musikskole.
Hendes lærer Gregers Larsen satte hende til at spille Mozarts klarinetkoncert, og den gav hende den første musikalsk epifani (åbenbaring, red.): »Her mødte jeg øjeblikket, hvor alt går op i en højere enhed – i en evighedsfølelse, som om det altid har været der«, skriver hun om oplevelsen.
16 ÅR GAMMEL FIK Christina Dahl en saxofon og begyndte i Ballerup Skoleorkester, og det imødekommende og entusiastiske miljø der gav hende en musikalsk ballast, ligesom orkestrets rejseaktiviteter førte hende vidt omkring.
Beslutningen om at blive professionel musiker traf Christina Dahl, da hun en del år senere deltog i en workshop med den amerikanske gruppe Quest, hvor blandt andet den amerikanske saxofonist og fløjtenist David Liebman spiller.
På det tidspunkt studerede hun musikvidenskab på Københavns Universitet, men efter første del skiftede hun til ’Rytmekons’ (Rytmisk Musikkonservatorium i København, red.) og fravalgte det virke som gymnasielærer, hun ellers havde udsigt til.
I ÅRENES LØB er det blevet til en hel del aktivitet som både udøvende musiker og komponist. Hun debuterede i ’det gamle’ Montmartre i begyndelsen af 1990’erne, og som komponist for stort orkester lagde hun ud med et værk til Radioens Underholdningsorkester i 1994 med sig selv som solist.
Siden har Christina Dahl skrevet til Athelas Ensemblet, Aalborg Symfoniorkester samt bigbands og mindre orkestre.
I EGET NAVN har Christina Dahl udgivet seks cd’er og medvirket på adskillige andre.
For tiden arbejder hun på en forestilling for to dansere med lysdesign og orkester. Den har premiere under årets udgave af Copenhagen Jazz Festival i Krudttønden.
På plade udkom sidste år ’Life’s Carousel’ på Storyville. Og hun kan høres med egen kvintet eller som gæstemusiker forholdsvis ofte rundt om på diverse spillesteder. Og hendes saxofonspil har masser af groove på den absolut funky måde.
Om det så er et kvindeligt karaktertræk eller ej, må være op til den enkelte.
Det swinger i alle fald.
Af Henrik Palle