Koncertanmeldelse i Politiken 2016

Christina Dahl Quartet (Paradise Jazz, april 2016).

Politiken 30/4 2016

Christina_Dahl

Arkivfoto af Per Folkver

Paradise Jazz på 1. sal i Huset i Magstræde er ikke noget sjovt lokale, akustisk set, når så få mennesker møder op, som det var tilfældet på denne tirsdags regntunge aften. Lokalet har en beton- og badeværelsesagtig gengivelse af lyd, og det måtte man leve med som den faktor, der slørede en del af den samlede musikalske oplevelse.

Men der var alligevel stærke musikalske udsagn at hente hos saxofonisten Christina Dahl og hendes faste kvartet med den solopladeaktuelle Niclas Knudsen, bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold.

Og aftenen tog nok afsæt i repertoiret på gruppens fremragende plade ’Life’s Carousel’ fra 2014, men der var også adskillige overraskelser, som viser, at Christina Dahl er i stadig udvikling som en jazzkunstner, ikke lader sig nøje, men fortsat skaber nye ting, der er af kompositorisk høj kvalitet.

Således var aftenens måske mest inciterende nummer den endnu ikke endeligt navngivne ’Bolde’ (en fin dansk titel, der ikke bør angliseres!). Dette formede sig – som flere af aftenens stykker – som en hel lille musikalsk fortælling med indlagte kontraster. Boldene hoppede allerede rundt på trommeskindene med von Lillienskjolds filtkøller i indledningen.

Det frirytmiske tema var som spørgsmål og svar mellem sax og guitar i en velformet struktur med bas og trommer. Og det kom til den smukkeste svævende afslutning mellem Dahls følelsesmættede saxofon og Knudsens slide-spil, diskret understøttet af rytmegruppen. Det var melodisk inciterende musik, spillet med både kant og finesse.

Disse kvaliteter kom også til udtryk i en række af aftenens øvrige numre, og gruppen har sin egen genkendelige lyd, der gør den til en af de seneste års mest personlige danske jazzgrupper. Med en stensikker og levende rytmegruppe og med Niclas Knudsen som akkompagnerende og solistisk desperado har Christina Dahl en stærk combo.

Ikke mindst Knudsen er en vigtig stemme og farve i gruppen. Han har udviklet en personlig teknik, hvor han forener bluesmusikkens slide, jazzens frækheder og rockens knas og kraft – endda også lejlighedsvis tilsat asiatiske og mellemøstlige krydderier.
Christina Dahl er en amazone med saxofon. Hun forener i sin tone og i sit spil det sarte og poetiske med en saftig og ekspressiv robusthed i gæld til blandt andre Eddie Harris og Archie Shepp. I ’Quest for the True Nightingale’, indspillet på den tidligere nævnte plade, blev hele registret forenet i hendes dynamiske frasering.
Med hendes kompositioner arbejder gruppen med en musik, der bringes ud langs kanterne af det frie, men altid med en stærk melodisk sans og en formmæssig livline. Det er en opskrift med en spændingsladning, der kan køre langt endnu.

 

Af Christian Munch-Hansen